Spring til indhold
Min side - anmeld sag

Juridiske problemer påvirker hverdagen

Som jurist arbejder jeg ofte med mennesker i pressede situationer. Sagerne påvirker de implicerede følelsesmæssigt, og det er de færreste, der er trænet i, hvordan man skal agere i en skilsmissesituation, særligt hvis der er børn involveret.

En svær situation

Der er mange advokater, der ikke vil beskæftige sig med skilsmissesager. Årsagen er ofte, at sagerne er svære at håndtere, simpelthen fordi parterne ikke handler rationelt. Jeg har en stor forståelse for, hvor svært det kan være at handle rationelt i en skilsmissesituation. Man skal forholde sig til jura, økonomi, samværsplaner – hvad er bedst for børnene m.v. - uden at man ved, hvordan reglerne og praksis er. Ofte bliver økonomi og samværsplaner blandet godt og grundigt sammen. Oveni influeres det hele af et irrationelt handlingsmønster, påvirket af sårede følelser fra enten den ene eller begge parter. 

Mange klienter har fortalt om, hvordan en uløst konflikt, særligt uvidenhed og afmagt, har påvirket dem utroligt meget i deres hverdag – det fylder simpelthen al tankevirksomhed. Oplevelsen af uvished, frustrationer og til tider afmagt, kan til tider endda føre til stress og sygemelding fra arbejdet.

Et eksempel

Jeg havde en sag, hvor min klient skulle starte nyt job, men månederne op til gik ægteskabet i opløsning. Parterne havde været gift i næsten 20 år, og var nu blevet rygende uvenner og uenige om alt. Manden vidste ikke, hvor han skulle bo, hustruen havde skiftet låsen til lejligheden og ville ikke lukke ham ind. Derudover mistænkte han hende for at skjule en betydelig del af formuen. Via rådgivning og ved hurtigt at få startet de nødvendige juridiske processer, lykkedes det at give ham ro nok til, at han kunne starte på det nye arbejde og ikke kun tænke på skilsmissen.

Men det er ikke kun skilsmissesagerne, der fylder meget. Det kan lige så vel være en arvesag, som har skabt splid i familien eller en nabostrid, der har udviklet sig til et større uvenskab.  

En advokatforsikring kan hjælpe

En advokatforsikring giver kunden mulighed for straks at få råd og vejledning til de problemstillinger, der optager dem, uden at de skal tænke på, hvad det koster, eller hvem de skal henvende sig til. Det giver en umiddelbar afklaring af situationen, ligesom det giver klienten en ro at vide, at de har fundet en kompetent advokat, der kan hjælpe dem.