Spring til indhold
Min side - anmeld sag

Hvordan kan en familieadvokat hjælpe, når børnene skal deles?

Når to parter, gifte som ugifte, går fra hinanden, er der flere problemstillinger, der skal løses, og det udløser mange spørgsmål. En familieadvokat kan vejlede dig om din retsstilling og processerne, som kan danne grundlag for den gode samtale om børnene. Stridigheder, der bygger på misforståelser, kan give ar, der ikke kan heles og som gør det svært, at få et godt samarbejde til at fungere.


Rådgivning inden tvisten opstår

Beslutninger om børn og deling af økonomien kan være svære at træffe, når samlivet er ophævet. Der er ofte følelser indblandet i beslutningsprocessen, og mange af de problemer, som opstår, bygger på misforståelser af retsstillingen og en manglende tolerance af den anden part. Mit råd til dig er derfor at kontakte en advokat så tidligt som muligt, så kan du få afklaret din retsstilling og derved undgå unødvendige uenigheder.

Ved at du kender din egen retsstilling og processen i Statsforvaltningen og domstolene, har du nemlig mulighed for at tilpasse dine egne forventninger og krav, så du undgår at stille krav, som du ikke har ret til, ligesom du ved, hvornår du skal stå fast.

Min erfaring er, at parterne har svært at holde tingene adskilt og have et overblik over både børn og deling af økonomi. Dette kan føre til dårlige beslutninger og/eller handlingslammelse af frygt for, at én beslutning vil stille en dårligere i fremtiden.  

Din advokat er din partsrepræsentant og skal tale din sag. Det er dog vigtigt for mig at pointere, at du ikke er tjent med en advokat, der taler dig efter munden. Som advokater opnår vi de mest tilfredse kunder og de bedste løsninger, når vi kan medvirke til, at et samarbejde om børnene kommer til at fungere. 

Bedst for barnet

Alle afgørelser om samvær bopæl og forældremyndighed træffes ud fra "hvad der er bedst for barnet". Hvis forældrene kan opnå et godt samarbejde, vil de fleste aftaler, som de indgår, være de bedste for deres børn. Det sværeste for børnene er at opleve strid mellem deres forældre.

Advokaten skal rådgive om gode løsninger, som er holdbare for både forældre og børn. Aftaler, der ikke er holdbare for bare én part, vil på sigt falde fra hinanden og give flere konflikter. Målet med rådgivningen er derfor at opnå en aftale, som alle parter kan leve med.

Hvis der skal træffes en afgørelse

Nogen gange er et samarbejde umuligt, og nogle forældre har behov for, at der bliver truffet en afgørelse. Det kan være, at en part stiller urimelige krav og ikke vil medvirke til et samarbejde, eller at en part ikke overholder en gældende aftale og nægter at udlevere børnene til samvær.

Det kan også være, at børnene ikke trives i en ordning, der er aftalt af forældrene, og det kan være nødvendigt, at få den ændret. Hvis forældrene ikke kan blive enige om en ændring, må Statsforvaltningen træffe en afgørelse.

Når der skal træffes en afgørelse af Statsforvaltningen eller domstolene, er din advokat din repræsentant og skal varetage dine interesser. Advokaten er i disse situationer forpligtet til, at vejlede dig om, hvad et forventeligt resultat er i henhold til loven og praksis, som afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet.  

Selvom der er en konflikt mellem forældrene, så er det ikke advokatens rolle at fastholde eller optrappe konflikten. Advokaten skal tale sagen ud fra et juridisk og sagligt grundlag.

En advokatforsikring

Hvis du ikke har en advokatforsikring, skal du selv betale for rådgivningen, hvilket typisk koster omkring 2.000 kr. i timen inkl. moms. Skal sagen afgøres af Statsforvaltningen eller domstolene, skal du også selv betale for din advokat efter samme timetakst.

Der har indtil nu været dækning til bopælssager i retshjælpsforsikringen, men flere af de store selskaber, herunder Tryg, har for nylig valgt at fjerne denne dækning. Det vil sige at alle sager om børn, herunder samvær, bopæl og forældremyndighed, på dette tidspunkt ikke er en del af retshjælpsforsikringen.

Hvis du derimod har en advokatforsikring hos HELP Forsikring, har du adgang til advokatrådgivning allerede inden der opstår uenigheder og til dækning af sagen både i Statsforvaltningen og ved domstolene, hvis der skal træffes en afgørelse. Det betyder, at vi kan rådgive allerede inden samtalen skal tages, være med til møderne i Statsforvaltningen samt hjælpe med at opnå en god aftale inden sagen sendes til retten.