Spring til indhold
Min side - anmeld sag

For barnets skyld

Det er forskelligt, hvordan en familie kommer igennem en skilsmisse. Vi har interviewet Lola Jensen, der er kendt fra TV2 og har 32 års erfaring som familievejleder. Her kan du læse hendes råd til, hvordan man bedst muligt håndterer en skilsmisse.

Hvordan påvirkes børn, når deres forældre skal skilles?

Det er meget forskelligt, hvordan børn bliver påvirket, da børn jo er forskellige. Nogle børn synes, at det er synd for dem selv, og andre synes, det er synd for mor og far. Nogle børn reagerer udadrettet, mens andre vender det ind i sig selv.  Hvis der er flere børn i familien, vil der ofte også være en, der tager mere ansvar – typisk den ældste.

Børnenes alder har også en stor indflydelse på, hvordan de oplever en skilsmisse, og hvordan de påvirkes. De helt små børn fornemmer det ikke, medmindre der bliver uro på matriklen, og skilsmissen vil derfor være voldsommere for en 1-årig, hvis fordelingen er 7/7, mens barnets nærmest kan komme ubemærket igennem ved en 13/1 fordeling. Man kan sammenligne det med, at man selv skulle flytte hver anden uge – det vil tappe enhvers batteri.

Jeg har faktisk oplevet skilsmisser, hvor det er forældrene, der flytter ind og ud af huset, og barnet fastholder derved den samme base, hvilket slider på de voksne, men skåner børnene.

Min erfaring er yderligere, at børn omkring 7 til 12 års alderen ofte reagerer mere voldsomt, da de kan perspektivere og spejle deres liv i andre, der også har været udsat for en skilsmisse. Teenagere er derimod bedre til at ryste på hovedet af de voksne, og forsøger at holde problemerne mere for sig selv, med mindre at der rykker en ny kæreste ind på en af matriklerne.

Er der sket en udvikling i måden hvorpå, familier håndterer en skilsmisse?

Jeg synes absolut, at der er sket en udvikling i måden familier håndterer en skilsmisse. Der har sneget sig en større voksenegoisme ind med udtalelser som "Jeg har retten til…", hvor folk tidligere var bedre til at sige ”Jeg vælger at tage hensyn, fordi…”. Behovet for hjælp til skilsmissen er derfor steget, og selvom langt flere søger rådgivning end tidligere, gør de det desværre først for sent i processen, hvor lysten til at samarbejde er blevet mindre. De mennesker, der har råd, vælger typisk at gå til coach eller en parterapeut, og de familier, der har gjort det i god tid, kan få meget ud af det, imens de stadig taler ordentligt sammen.

Det handler meget om at være fleksibel og behandle hinanden, som man selv ønsker at blive behandlet. Der er ikke noget, der hedder en lykkelig skilsmisse, men man kan godt tale om en ordentlig skilsmisse.

Langt flere børn har også fået behov for hjælp, og rigtig mange skoler er derfor begyndt at tilbyde skilsmissegrupper på samme måde, som man kender det fra en sorggrupper efter et dødsfald. Min erfaring er dog, at hvis forældrene er ordentlige, bliver barnets behov for hjælp tilsvarende mindre. De børn der har behov for at tale med nogen, er ofte dem, hvor forældrene er forfærdelige overfor hinanden. Her bliver børnene en lus mellem to negle.

Kan en advokat hjælpe?

En advokat kan helt sikkert hjælpe. De er dygtige i lovgivningen, og kan fortælle om retsstillingen. Dog repræsenterer advokaten ofte kun den part, der har råd til en advokat. Dette kan være lidt problematisk, da det ofte kommer til at ligne, at den der vinder, er den der har penge og ord i sin magt.

Du kan læse mere om advokatens arbejde her.

Hvordan kan en familievejleder hjælpe?

Alt for mange forældre tager udgangspunkt i de voksnes ret og behov i stedet for at se på, hvad der er bedst for barnet. Det er særligt her en familievejleder kan hjælpe.

Jeg kan komme med et eksempel: En mor kan holde fast i, at alle tre børn skal være hos hende, men når man lærer hende at kende, kan man mærke, at hun ikke har et overskud til at have alle tre børn. Omvendt kan man se, at det hun kan magte er to børn. Her kan det eksempelvis strikkes sådan sammen, at to af børnene er hos moderen 9/5 og det tredje barn, det barn med mest tilknytning til faderen eller mindst søskenderelation, er der 5/9. Herved bliver alles behov tilgodeset på bedst mulig måde.

Et godt forældresamarbejde kræver planlægning og vilje, men når det lykkes, er det til gavn og glæde for både børn og voksne. Jeg plejer at sige, at man bliver skilt fra sin partner, men man får et samarbejde for livet.

Som jeg beskriver i min bog "Pas på familien, også når den går i stykker", kan en familievejleder hjælpe igennem hele processen – fra den svære beslutning om skilsmisse, til anbefalinger vedrørende deleordning og samvær med børnene, til håndtering af ulykkelige bedsteforældre samt praktiske løsninger i den nye sammenbragte familie. Det kunne eksempelvis være: Hvordan skaber man rammer for en god kommunikation med sin eks? Hvordan fejrer man jul, fødselsdage og konfirmation? Hvad siger man til teenagedatteren, som hellere vil bo hos far? Alt dette kan en familievejleder hjælpe med.