Spring til indhold
Min side - anmeld sag

Hvad forårsager stress?

Jeanett Bonnichsen, som er direktør i Center for Stress, har besvaret otte spørgsmål for HELP Forsikring, omkring hvordan juridiske konflikter kan forårsage stress i hverdagen og derigennem påvirke både privat- og arbejdslivet.

Hvordan ved man, at man har stress? Er der nogle særlige faresignaler/symptomer man skal holde øje med?

En stressreaktion bygger sig som regel op fra moderate symptomer til mere problematiske symptomer. Det starter ofte med irritation, uro og søvnforstyrrelser, og går derefter over i problemer med hukommelsen, manglende evne til at fokusere og koncentrere sig, til deciderede søvnvanskeligheder.

Er der nogen særlige befolkningsgrupper, som er mere udsat end andre?

Alle kan blive og bliver påvirket af længerevarende belastninger uanset køn, alder, m.v.

Det er oplevelsen af belastning, der betyder noget - og muligheden for at håndtere den. Der er undersøgelser, der viser, at både unge, arbejdsløse og singler kan være mere udsatte af årsager, der retter sig mod deres eksistentielle situation.  Men som udgangspunkt handler det om oplevelsen af at have ressourcer og strategier til at håndtere den stressende situation.

Hvornår er stress skadeligt?

Det er det, når det går fra søvnforstyrrelser til søvnløshed, og fra lette problemer med at holde fokus og huske til koncentrationsbesvær og hukommelsesblokeringer.

Hvordan påvirker stress evnen til at fungere "normalt" i privatlivet og i arbejdslivet?

Tror du, at uløste juridiske problemer kan påvirke livskvaliteten negativt og forårsage stress?

Uden tvivl – uløste problemer, der har betragtelig betydning for hverdagen, er en stressor og kan afhængigt af problemets påvirkning på dagligdagen, tære på kræfterne og dermed være en konstant stressor.

Har I nogle eksempler, hvor stress er forårsaget af et juridisk problem i privatlivet? Eksempelvis som følge af en skilsmisse eller arvestridighed?

Nej ikke rigtig, men det er fordi, vi mest arbejder med psykisk arbejdsmiljø. Jeg har dog haft én klient, der havde en boligstrid med sin overbo, hvilket var en voldsom stressor.

Hvis man har et juridisk problem i privatlivet: Hvordan kan man reducere den stress, som dette forårsager?

Man må arbejde på at løse problemet og forholde sig til hvad man kan gøre, og hvor man må give slip.

Hvordan kan Center for stress og trivsel hjælpe med at reducere stress? Og har I nogen generelle råd for at undgå stress?

De generelle råd handler om at skabe sig overblik over sin situation, hvad enten det er den private, arbejdsmæssige eller andet. Uden overblik er det umuligt at planlægge handling og finde de rette strategier.

Det handler om at skille tingene ad, for uden overblik kommer alting til at føles som ”lige vigtigt” og man handler, som om alle ting er livsvigtige, hvilket som oftest forårsager udmattelse.

Brug tid på at få overblik og få hjælp til det om nødvendigt.

Jeanett er uddannet cand.psych. og afholder til dagligt workshops og åbne kurser i stressforståelse og stresshåndtering. Derudover holder hun også foredrag og kurser tilpasset virksomheder. Du kan få mere information om Center for Stress på deres hjemmeside, som du finder via linket her.